Du kan godt male murværk, men det anbefales normalt ikke. Rigtigt udført kan en malet facade dog holde sig flot i mange år, mens forkert valg af maling eller dårlig udførelse vil kunne gøre mere skade end gavn.
Flere forhold spiller ind.
Hvis du skal male en facade af mineralske materialer som mur, puds, beton eller porebeton, er der flere forhold, der skal tages i betragtning – murens alder, tilstand og eventuelle tidligere behandlinger.
Særligt vedrørende en kalket facade.
I nogle tilfælde er en gang puds eller en kalkning måske en bedre løsning end at male. Er facaden tidligere kalket, er det ofte en god idé at fortsætte med kalk frem for at skulle fjerne kalken for at kunne male.
Vigtigt at facaden er i god stand.
For at få et godt resultat skal facaden under alle omstændigheder være i god stand uden fugtproblemer, og overfladen skal være fast og ikke smitte af ved berøring. I mange tilfælde er det nødvendigt at reparere og afrense grundigt inden malingen går i gang.
